Karrierepause – sundhed og indre bæredygtighed

Det føles som en voldsom beslutning at skulle sige op på sit arbejde. Især når der også er gode ting ved jobbet. Men når alt kommer til alt, så handler det for mig om, hvordan det føles inden i. Og jeg var ikke længere glad for at gå på arbejde. Der var stadig gode dage, men der var også dage, der gjorde mig trist og udkørt. Men når det kom til stykket var det nok ikke svært for mig at vide, hvad der var det rigtige at gøre, selvom det kan være med blandede følelser at sige op. En del af mig følte nok, at jeg svigtede mine kolleger og min arbejdsplads. Men jeg vidste, at det var det rigtige at sætte mig selv i første række, for der er sådan set ikke andre, der kan gøre det for dig.

Livet på afveje

De sidste tre-fem år har jeg haft for travlt med at præstere og opretholde en god hverdag: være en god mor, leve op til mine egne standarder, levere høj kvalitet i mit arbejde osv osv. Og det har sådan set fungeret ok og nogenlunde (eller næsten) uden stress. Men jeg har ikke altid været god nok til at passe på mig selv.

Situationen blev ikke bedre af, at jeg de sidste tre års tid har døjet med galdestensproblemer. Jeg vidste ikke fra start af, hvad det var, der gav mig ondt i maven. Jeg har flere gange måtte klare mig gennem dage med mavesmerter, haft bekymringer om sociale sammenkomster, måltider, forebyggende tiltag og smertestillende. Jeg har været gennem forskellige undersøgelser og været sendt i en kræftpakke, som er en haste-udredning for kræft – for når man bliver undersøgt opdager man pludselig alle mulige ting i sin krop.

Det at være meget tilbageholdende omkring fx at spise ude (som jeg ellers nyder) og konstant at have bekymringer, om maden ville give mig ondt i maven, har nok gjort, at jeg har kompenseret ved at spise det, der ikke ville give mig maveanfald. Det kom simpelthen til at fylde for meget at leve i frygten for smerter. Både fysisk og mentalt var jeg nok så meget i overlevelses-mode, at jeg ikke formåede at foretage en ændring, og jeg levede ikke på en sund måde. Og det måtte der gøres noget ved.

En anden ting, der havde stor betydning for at jeg valgte at sige op, var at min far i august 2022 mistede livet. Sorg er nok en meget individuel ting, men jeg har aldrig før oplevet sorg på den måde, som jeg gjorde (og stadig gør), da min far døde. Også selvom jeg forestiller mig, at vi kom igennem det på den bedst tænkelige måde med masser af støtte fra familie og venner. Men efter min fars død blev trangen til at trække mig og lave ingenting virkelig altoverskyggende.

Samtidig var der selvfølgelig også en række faktorer i forhold til arbejdspladsen, der ikke fungerede for mig. Så da tanken om at sige op  først havde stadfæstet sig en aften i slutningen af august, var det svært at komme udenom. Over et par aftener fik jeg inddraget nogle af de nærmeste og jeg vidste, at jeg ville og måtte sige op, for at gøre det bedste for mig selv. Men det var stadig en stor overvindelse at føre ud i livet. 

Tre måneder senere

Jeg har nu været arbejdsfri i snart tre måneder. At vælge at tage en pause, synes jeg er noget af det bedste man kan gøre for sig selv. Det har det i hvert fald været for mig. Og det lyder måske paradoksalt at sige, men det har også været noget af det mest fornuftige, da jeg virkelig har haft mulighed for at kunne fokusere på min egen fysiske og mentale sundhed, hvilket jeg antager er godt givet ud i det lange løb. Jeg er dog også godt klar over, at muligheden for karrierepauser ikke er lige stor for alle. Men for mit vedkommende vejede faktorer som økonomi og karrieremuligheder ikke tungt på vægtskålen.

I starten af min pause fik jeg fjernet min galdeblære ved kikkertoperation. Det viste sig, at min galdeblære var i en kronisk betændt tilstand. Min krop har sikkert kørt ganske længe på overdrive og jeg prøver nu at rette op på det.

Der har været tid og overskud til at lave sund mad og dyrke motion. Jeg har læst side op og side ned om antiinflammatorisk kost, detox, blodsukker, palæo, keto – you name it. Og tager de forskellige råd til mig i forskellig grad.

Min pause har også givet mig tid til at minde mig selv om, hvordan jeg ønsker at leve mit liv på et mere generelt plan. Såsom at blive bedre til også at sætte handling på at gøre noget godt for klimaet og at gøre noget godt for andre og verden generelt. Det lyder så banalt, men det er jo faktisk ikke altid nemt at have overskud til at foretage sig noget konkret.

Jeg føler nu jeg er på rette kurs og den næste udfordring vil være også at holde kursen i mit fremtidige arbejdsliv, når tiden atter er knap og hamsterhjulet kører. Som det er med meget andet, handler det jo nok om prioriteter. 

Jeg har mødt en del velmenende reaktioner a la “så må vi håbe du lander godt i det næste”, som er fint, men også et udtryk for et fokus på næste job og knap så meget på pausen. Og måske også et udtryk for at pausen i sig selv ikke er det rigtige at gøre, medmindre det munder ud i noget på karrierefronten. Jeg vil fremover heppe på alle, der har lyst til at tage en pause – uanset om det er for at rejse, ordne haven, skifte spor,  eller blot lade op.